Sunday, June 11, 2017

Kæmpe dataprojekt om hovedstadsudligningen

De seneste måneder har mit skrivebord været domineret af ét enkelt projekt: At beskrive hvordan pengene fordeles ulige mellem landets kommuner gennem det såkaldte udligningssystem. Systemet er ellers sat i verden for netop at udjævne den ulighed, der opstår, når nogle kommuner har mange rige borgere, der betaler meget i skat og andre kommuner har mange borgere på overførselsindkomst. Forskellen i skatteindtægter betyder, at nogle kommuner har mange penge at lave plejehjem, skoler og børnehaver for, mens andre kommuner har tomme lommer.
For at belyse forskellene har jeg kastet mig over store mængder data og talmateriale. Data peger på, at kommunerne omkring hovedstaden helt generelt bruger flere penge pr. borger til velfærd end kommunerne i provinsen. Ifølge kritikere skyldes det en historisk ordning, der kaldes hovedstadsudligningen, der betyder at fattige kommuner i hovedstadsområdet helt automatisk får en større del af deres underskud dækket end fattige kommuner i resten af landet. Alene pga. deres geografi.
Siden begyndelsen af maj har jeg på den baggrund skrevet en længere artikelrække i serien ´Helt Skævt`, hvor jeg har forsøgt at gøre det meget svært forståelige tema konkret. Hvad betyder hovedstadsudligningen eksempelvis for den service borgere i henholdsvis Randers og Tårnby Kommuner kan få, når deres børn skal passes? Og hvordan ser det ud med ældreplejen i henholdsvis en provins- og en hovedstadskommune?
For at få et endeligt overblik nu, hvor artikelserien er blevet offentliggjort, har jeg samlet det hele i en interaktiv grafik.

No comments:

Post a Comment